Dirty Dozen – de populære militærure fra 2. verdenskrig vender tilbage
Et ur til brug i krig skal selvsagt være hårdført, og derfor bestilte briterne under 2. Verdenskrig en række ure, der kunne bruges af hærens tropper. I dag er der stadig mange af de såkaldte ‘Dirty Dozen’-ure i omløb – men moderne varianter og relanceringer af klassikerne kommer også til.
Historien om det moderne militærur går tilbage til 1939, hvor det britiske forsvarsministerium ønskede at udstyre hæren, flåden og flyvevåbnet med moderne og hårdføre armbåndsure. Der blev iværksat en proces, hvor urmærkerne kunne byde ind med deres bud – der skulle overholde en lang række krav til både design og funktionalitet. Kasserne skulle være af stål, de skulle være vandtætte, og skiven skulle være sort med arabertal, der ligesom viserne skulle forsynes med luminescens, så det var let at aflæse uret også i mørke.
Timor leverede nogle af de originale Dirty Dozen-ure, men mærket har i årtier levet en hensygnende tilværelse. I år er der dog livstegn fra mærket, der nu holder til i England. Denne Heritage-model er en næsten tro kopi af det oprindelige ur, dog med moderne tilføjelser som safirglas og et Selitta-urværk. Herunder ses det gamle og det nye ur side om side. Timor Heritage Field (ref. SKU:TIM001M). Pris 910 £
Generelt må et militærur ikke give reflekser fra sig, derfor er skiven altid mat og stålkassen typisk sandblæst. Af sikkerhedsmæssige årsager hører der også en NATO-rem med – remmen er typisk af hårdfør nylon, læder eller i gamle dage kanvas. En NATO-rem udmærker sig ved at ligge dobbelt under uret, så det er fæstnet til begge stifter. Hvis man rykker så hårdt i uret/remmen at den ene stift knækker, vil uret stadig blive hængende i den anden stift.
Longines er virkelig gode til at lancere moderne takes af modeller fra deres omfattende arkiv af ure fra 1930erne og 1940erne, og denne model fra sidste år er ingen undtagelse.
Originalen fra 1938. 
Den nye version er blot fremstillet i 1938 stk. Longines Heritage Military 1938 (ref. L2.826.4.53.2). Pris 15.900 kr.
Det beskidte dusin som samlerobjekter
Det endte med, at 12 schweiziske urmærker i 1945 blev udpeget som leverandører og kunne stemple urene med W.W.W for Wrist Watch Waterproof. Her finder man både velkendte navne som Omega, Longines, Jaeger-LeCoultre, Eterna og IWC, og desuden en stribe mærker, der ikke længere eksisterer (i hvert fald ikke på samme måde): Cyma, Timor, Grana, Record, Vertex, Buren og Lemania. De første ure blev leveret i maj 1945, så det er nok usandsynligt, at de overhovedet nåede at være med i kamp.
Omegas originale Dirty Dozen kan købes brugt for 15.-20.000 kr. Dog sjældent i lige så smuk og velholdt version som denne, der er fra Omegas eget arkiv.
Der blev i alt fremstillet omkring 150.000 stk. af de 12 mærker tilsammen, og der er stadig en del af dem i omløb, som kan anskaffes for typisk mellem 10 og 20.000 kr. afhængig af mærke og stand. Dusinet af ure er efterfølgende blevet døbt ‘The Dirty Dozen’, der er en hilsen til 2. verdenskrigsfilmen af samme navn fra 1967 med bl.a. Lee Marvin og Charles Bronson på rollelisten.
De senere år er interessen for vintageure som bekendt vokset kraftigt, hvilket bl.a. har fået en del mærker til at relancere gamle modeller eller designe helt nye, inspireret af fx Dirty Dozen.
I dag er det britiske urmærke Bremont det eneste luksusurmærke, der må anvende den britiske hærs symboler i kraft af et tæt samarbejde med forsvarsministeriet. Særligt deres Armed Forces Collection er direkte inspireret af de oprindelige Dirty Dozen-ure.
Bremont Broadsword. Pris 2.595 £
Christopher Ward er også kraftigt inspireret af de gamle militærure. 
Her med minut-indekser i stedet for timetal – en anden klassisk stil på militærure.
Vil du vide mere, kan du bl.a. læse denne glimrende artikel fra Hodinkee eller denne fra Chrono24.
Informativ og velskrevet artikel, der igen tænder ilden for at få fat i et af de beskidte dusin.
[…] et ur fra 1935 ikke helt matchede stilen fra det gamle DDR. Et GUB-ur fra 1960erne eller måske et Dirty Dozen-ur havde i princippet været mere på sin plads, men nu skød jeg altså billederne af Longines […]