Fuldmåne
Der er noget med ure og månen. Her får du et par af mine egne månefotos samt fire elegante månefaseure for at fejre, at det er fuldmåne i aften.
Jeg kan lige så godt sige det med det samme: jeg er vild med månefase-ure. Kronografer er cool, dykkerure er rå og evighedskalendere er imponerende, men jeg kan helt personligt virkelig godt lide månefase-komplikationen i et ur. Dels sætter den et meget dekorativt præg på urskiven, dels er der bare noget fascinerende ved månen. Jeg kan heller ikke få nok af dokumentarer om månelandingen, og sci-fi-film og -bøger har altid tiltrukket mig, så jeg er nok bare disponeret for at stirre drømmende på månen.
Så er der måske dem, der vil mene, at det er komplet ubrugeligt med en månefase på sit ur. Men hånden på hjertet, hvor mange af de dykkerure, der er i omløb, kommer nogensinde i nærheden af vand? Og hvor tit er det lige, at man bruger stopuret på sit kronograf-ur?
Det var dog først, da min yngste datter, Esther, fik et godt teleskop i 15-års fødselsdagsgave, at jeg for alvor blev interesseret i månefaseure og fik anskaffet mig et fint Frederique Constant. Når man skal ud at kigge på månen i teleskop er det nemlig helt afgørende at vide, hvor månen er i sin cyklus. Gennem den sidste håndfuld år har vi haft meget glæde af hendes teleskop, og det er virkelig spændende at se månens kraterfyldte overflade tæt på, mens vi kæmper for at få taget billeder, der ikke bliver for rystede.
Mit eget Frederique Constant med månefase.
Det er ikke alle urmærker, der gør lige meget ud af månefaseure, men et af de smukkeste og mest dynamiske af slagsen blev lanceret for præcis et år siden, nemlig dette Hermès unisex-ur:
Hermès Arceau L’heure de la lune Meteorit limited edition (100 stk.). Pris ca. 25.000 €. Hermès Arceau L’heure de la lune Aventurin limited edition (100 stk.). Pris ca. 25.000 €.
Et andet månefaseur, der har fanget min opmærksomhed for nyligt, er dette fra britiske Christopher Ward. Uret har en virkelig cool lumen og blev lanceret sidste sommer som en hyldest til månelandingen i 1969.
Rolex har faktisk også en månefasemodel i deres Cellini-kollektion, og selvom de fleste nok forbinder Rolex med toolwatches som Submariner, så er deres dressy ure faktisk også virkelig flotte.
Rolex Cellini Moonphase (ref. 50535). Pris 190.050 kr.
Og nu behøver et lækkert ur jo ikke nødvendigvis koste en bondegård, så her får du et Certina DS-8, der er udstyret med deres superpræcise quartz-værk og desuden byder på kronograf.
Certina DS-8 Chronograph Moon Phase (ref. C033.450.16.031.00). Pris 5.900 kr.
Hvis jeg også har fået øjnene op for ure med måne fase i kan man så købe et for billigt ur med måne fase i og hvad er det der gør forskellen på et billigt ur ned måne fase til et dyrt ur med måne fase i?
Er der en speciel teknik i et måne fase ur og er det en dyr opfindelse / teknik i et ur?
Hvordan virker et måne fase ur og kan alle mærker lave et måne fase ur?
Hvad er forskellen på et billigt ur med måne fase og et dyrt ur med måne fase ur ud over prisen?
Jeg samler nemlig på ure og har også en hel del af dem, men endnu ikke nogen med måne fase i.
Gode spørgsmål, tak for dem. Først og fremmest kan man sige, at månefase-komplikationen i et mekanisk ur sådan set ikke er specielt avanceret i dens standardudformning. I bund og grund er det et tandhjul med 59 tænder, hvilket giver en relativt præcis gengivelse af månens fase, der nemlig er på ca. 29,5 dage. Det er tilstrækkeligt til, at du ikke behøver justere den i ca. 2 ½ år. Men der findes også langt mere præcise værker, fx har både A. Lange & Sohne og Patek Philippe skabt ure, hvor månekalenderen er præcis i mere end 1000 år. Disse ure koster omkring 200.000 kr., men det er ikke månefasen, der afgør prisen – det er snarere brugen af ædelmetaller og graden af finish både på skiven og værket. Og så betaler man jo også for varemærket Rolex, ligesom man gør for andre luksusvarer.
Derudover kan man garanteret finde quartz-baserede ure til attraktive priser, fx i stil med Certinaen herover. Eller sprøv at søge på mærker som Stührling, Zeppelin, Citizen og Orient.