Mr. Biver og hans ursamling
Tidligere i år valgte en af urverdenens største personligheder at drosle ned. Jeg kiggede nærmere på Jean-Claude Bivers ursamling under mit besøg i Genève og tænkte tilbage på mit møde med ham for et par år siden.
Den eneste gang, jeg har mødt Jean-Claude Biver, var til et TAG Heuer event i København for et par år siden. Den energiske og karismatiske mand blev fløjet ind for at åbne udstillingen, og jeg fik 15 minutter til et interview. Som journalist kan man forberede sig nok så meget, men et godt interview afhænger også af, om vedkommende har noget at byde på. Og det havde Biver i dén grad. Han er ikke blot dybt passioneret, han er også både sympatisk, velforberedt og professionel til fingerspidserne. Hvert af mine spørgsmål affødte en kaskade af ord (der vel at mærke gav mening, jeg har også oplevet dem, der bare plaprer løs om alt og ingenting). Så det blev et sjovt møde og et godt interview.
Jean-Claude Biver med sin ost.
Efter interviewet gik han ned og åbnede udstillingen og deltog i et scene-interview med den gode Kristian Haagen, hvorefter det store clou var, at han løftede et klæde, hvorunder en kæmpemæssig, schweizisk ost befandt sig. Han laver nemlig også ost. Hvorfor? Fordi oste og ure er to sider af samme sag, forklarede han. I gamle dage levede de schweiziske bjergbønder nemlig af at holde kvæg om sommeren, hvor de lavede ost, så mælken kunne holde sig til den lange vinter. I de mørke måneder kunne de så sidde ved stearinlysets skær og fremstille og reparere ure.
Jean-Claude Biver er født i Luxemburg, men hans hjerte tikker som et schweizisk urværk (og han har også fået statsborgerskab). Hans betydning for den moderne urindustri har været enorm, siden han kom til alpelandet og lærte industrien at kende, først ved Audemars Piguet i 1970erne. Hans karismatiske, passionerede og let utålmodige væsen sendte ham hurtigt mod toppen, efter Audemars Piguet hos Omega. På dette tidspunkt var quartz-krisen ved at tage livet af store dele af den schweiziske urindustri, men det afholdt ikke Biver fra at vælge sin egen vej med mekaniske ure. Så for 22.000 schweizerfranc (det er ca. 140.000 kr.), købte han i 1981 et klassisk urmærke, der var gået ned i 1970erne: Blancpain. Det vil sige, der var ikke andet end navnet og nogle tegninger, der var ingen bygninger, ansatte eller maskiner. Han iværksatte en revitalisering med fokus på mekanisk urhåndværk under parolen: ‘Since 1735 there has never been a quartz Blancpain watch. And there never will be’. Det første år lavede de under 100 ure, men siden gik det vist meget godt. 10 år senere solgte han butikken for 60 mio. schweizerfranc (ca. 400 mio. kroner).
Køberen af Blancpain var ingen ringere end (nu afdøde) Nicolas Hayek, den måske mest indflydelsesrige enkeltperson i den schweiziske ur-business. Han var faktisk gået den modsatte vej af Biver under quartz-krisen og havde startet Swatch, et forsøg på at skabe lækre, sporty quartz-ure, der kunne konkurrere med japanerne. Det gik så godt, at han tjente styrtende med penge, og heldigvis valgte han at kanalisere disse resurser over i den skrantende del af den schweiziske urindustri. Han begyndte at opkøbe de gamle, hæderkronede urmærker der havde det svært, strømlinede dem og samlede det hele i det, der i dag er Swatch Group, som ud over Swatch og Blancpain også tæller Omega, Longines, Breguet og en masse andre store mærker.
Philippe Dufour Simplicity 
Med de 400 mio. kr. på bankbogen, som salget af Blancpain gav Biver, kunne han jo godt have slået sig ned og drevet den lidt af, men det er ikke lige Mr. Bivers stil. I stedet spurgte han selvsamme Hayek, om ikke han kunne finde et spændende job til han i organisationen. Og så kom han til Omega igen i 1993. På dette tidspunkt var Omega faktisk i krise. Man var blevet forført af succesen i 60erne til at sende et hav af forskelligartede modeller på gaden, nye hvert eneste år, og det var efterhånden svært at pege på mærkets identitet. Og så var der kommet masser af quartz ind i kollektionerne. Det ville Biver gerne rydde op i. Og som den markedsførings-mester, han er, kunne han godt se, hvor mærkets DNA var, og hvad der skulle fokuseres på. Han startede med at lave verdenshistoriens måske bedste eksempel på product placement, Omega Seamaster til James Bond. Næste skridt blev at ændre måneuret Speedmasters status, for midt i 1990erne virkede det gammeldags (!) og solgte blot 3-4.000 stk. om året. Skal vi ikke bare sige, at det fik han lavet om på!
En trilogi af yderst sjældne Daytonaer (fordi der står 225 på kransen, det var kun med i en kort periode).
I starten af det nye årtusinde blev Biver ramt af sygdom, og man kunne tro at han ville trække sig og nyde livet (han var i midten af 50erne og havde penge nok), men sådan skulle det naturligvis ikke gå.
Han overtog i stedet en ledende rolle i det lille, relativt nye mærke Hublot, hvilket vel nærmest kan sammenlignes med, at Christian Eriksen skulle finde på at skifte fra Tottenham til Hvidovre. Men Biver kunne se muligheder, og året efter lancerede han og Hublot uret Big Bang, der i dag er selve synonymet på et eksklusivt og fancy sportsur. Resten er historie, som man siger.
Siden kom han også til TAG Heuer og positionerede mærket som leverandør af luksusure, der var tilgængelige for de fleste; han ‘opfandt’ Connected-uret som et modspil til Apple Watch; og han relancerede mange af de elskede Heuer-sportsure fra 1960erne.
Men nu er den vist god nok, efter yderligere et par år hos Zenith og en ledende rolle i LVMH Group er Biver nu ved at pensionere sig selv. Han har fortjent en lang og lykkelig pensionisttilværelse. Hvis du vil læse mere om ham, er der bl.a. en glimrende artikel her, og du kan se urene fra udstillingen ‘Jean-Claude Biver: A Retrospective. Share. Respect. Forgive.’ her. Eller se en video, hvor Bivers personlighed skinner igennem, det er et interview lavet af WatchAdvisor i forbindelse med udstillingen.