Genève Cityguide
Når man er i Genève, bør man kigge på ure. Uanset om man er nørd eller ej, er byen selve arnestedet for de sidste 200 års urproduktion, og der er både spændende museer, jævnlige auktioner med udstillinger samt et hav af specialiserede urbutikker.
Da jeg var i Genève i forbindelse med GPHG, havde jeg også lidt tid til at slentre rundt i byen. Den gør sig godt i gråvejr, men endnu bedre i solskin. Som mange andre schweiziske byer tager man godt imod sine turister, hvilket bl.a. betyder, at når man tjekker ind på et hotel, får man automatisk et kort, der giver gratis adgang til alle tog, busser og sporvogne. Det er virkelig god service, især fordi den offentlige trafik er veludbygget – og behøver jeg sige det, meget præcis og velfungerende! Skal du blot opholde dig i selve byen, kan du faktisk nøjes med at spadsere rundt, men det er smart at have, hvis du vil ud til forstæderne eller måske endnu længere væk til byer som La Chaux de Fonds eller Biel og se på ure.
Der er masser af cafeer og spisesteder, og da vi er i den franske del af Schweiz er maden, kaffen og vinen god. Til gengæld er det lidt pricy i forhold til Frankrig, men ikke i forhold til Danmark. Jeg fik fx en lækker chevre chaud til frokost med vin og kaffe for under 200 kroner, og niveauet taget i betragtning, var det absolut rimeligt.
Uanset om man er urnørd eller ej, så bør man besøge Patek Philippe Museum, der rummer verdens måske vigtigste (privatejede) ursamling. Ud over alle Pateks egne modeller fra de sidste knap 200 år byder museet også på alle mulige andre tikkende mesterværker. Husk dog at tjekke åbningstiderne på forhånd, for de er lidt skæve.
På Patek Philippe Museum er det strengt forbudt at tage billeder, så her er facaden.
Ikke langt fra Patek Philippe Museum finder man en nyere statue af Frankensteins monster. Handlingen i Mary Shelleys klassiker – og verdens måske første sci-fi-roman – foregår i og omkring Genève.
Jeg kan kun anbefale at tage til Genève omkring GPHG i starten af november, for udstillingen af urene i konkurrencen er gratis og befinder sig på Musée d’Art et d’Histoire. Samtidig er november også traditionelt auktionssæson, så du kan komme til gennemsyn hos auktionshusene og se nogle vilde og ellers fuldstændig utilgængelige ure (som jeg bl.a. har skrevet om her).
Musée d’Art et d’Histoire Musée d’Art et d’Histoire
Når du bor på hotel i Schweiz får du udleveret et kort, der giver gratis adgang til alle tog, busser og sporvogne. Det er dæleme service. Læser I med, Københavns Kommune?!
Er vejret til det, kan man tage en sejltur på Genèvesøen og bl.a. få udsigt til det majestætiske Mont Blanc. Rhone-flodens klare vand kommer fra de høje bjerge rundt om Genève.
Museet The MEG rummer en spændende antropologisk samling i verdensklasse. The MEG
Det tager under to timer at flyve fra København til Genève med EasyJet, og er du ude i god tid, koster det heller ikke alverden. Jeg gav ca. 1.000 kr. retur, da jeg bestilte 3-4 uger i forvejen. Fra lufthavnen går toget direkte til centrum – det tager 7 minutter og koster gratis, du skal blot tage en billet i automaten i området med baggagebåndene.
[…] Hvis du nu overvejer en tur til Geneve, så kan du bl.a. læse mere i mine indlæg om Patek Philippe Museum og cityguiden om Geneve. […]