Marlon Brandos Rolex hands on
Det er med let rystende hænder, at jeg tager imod et af verdenshistoriens mest ikoniske ure, Marlon Brandos Rolex GMT Master 1675. Han købte det selv i midten af 1970erne og bærer det i filmen Apocalypse Now. Og ja, det er bare et ur – men filmen er fantastisk, og Brando var, ja Brando. Larger than life.
Det er en gråvejrsdag i Genève, fredag den 8. november, dagen efter det store GPHG-show. Jeg har taget toget lidt ud af byen til Hôtel La Réserve, hvor auktionshuset Phillips har slået et telt op i haven. Et telt?! Jeg troede, jeg skulle ned i en sikret kælder med tonsvis af security, men det er åbenbart ikke nødvendigt. Der er dog et solidt stålhegn omkring området, og de dér halvstore fyre med øresnegl og lidt for mange timer i træningscentret er der nok ikke for at sælge ure, men alligevel.
Nå, men klokken er 9.56, så jeg satser på, at jeg kan snige mig ind, selvom de officielt først åbner kl. 10. Men hvad tænker jeg på? Vi er i Schweiz, præcisionens højborg. Jeg får pænt og høfligt besked på at vente udenfor. Heldigvis regner det ikke. De fire minutter går hurtigt, hvorpå jeg bliver gelejdet igennem en metaldetektor og nødtørftigt visiteret, og så kan jeg gå ind i auktionsområdet.
Den midlertidige auktionsbygning rummede ure for et svimlende millionbeløb, da der samtidig var linet op til Phillips Geneva Watch Auction X.
Ved skranken spørger jeg, om de skal se mit pressekort, men det er ikke nødvendigt, jeg kan bare gå ind. Hvad hvis jeg skal prøve urene, spørger jeg? Jo, så skal de se mit pas og skrive mine oplysninger ned. Alright, jeg får et badge om halsen og går som en af de eneste ind i området med de udstillede ure. Jeg er egentligt kommet for at kigge på urene til Phillips Geneva Watch Auction X, der skal under hammeren i teltet lørdag og søndag, så det er mit første fokus. Det laver jeg snarest et lille indlæg om, men ikke lige nu, for mens jeg går rundt, er der noget, der fanger mit øje, nemlig et særskilt område, hvor jeg kan se et skilt med ‘Game Changers’ skrevet på. Da jeg følger en del med i, hvad auktionshuset Phillips laver, er der straks en klokke, der ringer: Det er årets meget omtalte auktion, den hvor Marlon Brandos Rolex skal sælges. Men det er jo i New York og til december, så hvad betyder det lige?
Brandos ur sammen med bl.a. golfspilleren Jack Nicklaus’ guld Rolex day date, som han spillede med hele karrieren. Begge skal under hammeren i auktionen Game Changers i New York den 10. december i New York.
Jeg kigger i montrene og kan ikke se det nogen steder. Men dér ligger golflegenden Jack Nicklaus’ Rolex daydate i guld, som hører til samme auktion. Jeg spørger damen bag skranken, om de har “Brando’s watch?”.
“Yes, but it is being filmed for a documentary”, svarer hun og peger på et lille filmhold inde i midten af området.
Nå, tænker jeg, det kan jo sikkert tage sin tid. Men det gør det ikke. Jeg når dårligt nok at kigge videre, før hun kommer med det i hænderne og lægger det på en bakke foran mig. Wow. Jeg fumler lidt med det, men får det til sidst på. Mærkelig fesen rem. Men det sidder godt, hvis jeg selv skal sige det. Det er ikke så tit, at jeg render rundt med et ur til en anslået værdi på flere millioner dollars. Jeg er vild med det Oris, jeg har på denne dag, men det har ikke helt samme karisma og historie.
‘The horror, the horror …’, Marlon Brandos figur oberst Kurtz bærer ikke blot på dette Rolex-ur i filmen Apocalypse Now, han render vist også rundt med en middelsvær depression midt i Vietnamkrigens meningsløshed. Foto: Phillips Auctions
Uret ser lidt småt ud, da jeg får det på håndleddet, men kransen mangler jo også, som den urkyndige vil bemærke. Brando syntes ganske enkelt, at det passede bedre til hans karakter i filmen, oberst Kurtz, der lever i junglen midt under Vietnamkrigen på randen af indre og ydre kaos. Hvis du ikke har set filmen endnu, så stop læsningen øjeblikkeligt og se den! Det er en fantastisk film, der endda netop er kommet i endnu en ny og efter sigende endelig udgave.
På film-settet hos Francis Ford Coppola mente man i øvrigt ikke, at Brando burde have ur på i rollen, da det flyttede fokus fra ham. Hvorpå Brando skal have udtalt: “Hvis de kigger på mit ur, gør jeg ikke mit job godt nok”. I retrospekt må man nok konkludere, at selvom han gjorde sit job godt, er der mange, der interesserer sig for uret også.
Brando forærede uret til sin datter Petra, der siden forærede det videre til sin mand, Russel. Nu har parret besluttet sig for, at uret skal videre. Foto: Phillips Auctions
Uret har været et af de store ‘tabte’ ure i historien, men auktionshuset blev forrige år kontaktet af Petra Brando, Marlons datter. Hun kunne berette, at skuespilleren forærede hende uret i 1994, da hun fik sin universitetsgrad. Hun fik et håndskrevet brev far faderen, hvor der bl.a. stod: “This watch is like a tank. You can do anything you want to it and it will keep on going. I want you to have it as a reminder of how proud I am of you.”
Petra passede godt på uret og gav det så selv videre til sin mand, Russel, i morgengave i 2003. Han valgte dog aldrig at gå med det, hvorfor det har ligget gemt væk siden. Deres fælles begrundelse for at sætte det til salg nu, er at de gerne vil sætte fokus på Marlon Brandos karriere: “Russel and I believe this watch is a piece of movie history that belongs in the hands of a collector who will give it the prominence it deserves”, udtalte hun tidligere på året.
Overskuddet fra salget går til en fond, som parret har oprettet. Den skal uddele penge til børn, der vokser op i fattige, misbrugsramte og dysfunktionelle familier. Et område, som Petra mener, stod hendes far nært.
Det bliver spændende at se, hvad hammerslaget lyder på, når auktionen er overstået tirsdag den 10. december ved auktionen Game Changers i New York.
Du kan se alle urene på auktion her.
[…] har allerede skrevet om mit møde med Marlon Brandos ur i teltet uden for Hotel La Reserve i Geneve i november, men samme sted var der også linet op til […]
[…] I mandags (den 6. november) sluttede Christie’s auktionssæsonen af i Geneve med maner. Blandt de mange highlights var Marlon Brandos personlige Rolex GMT Master 1675, som gik for den nette sum af 5.1 mio. USD (altså næsten 36 mio. kroner). Det er en imponerende forrentning for sælgeren, der købte det for ca. en tredjedel på en tidligere auktion i 2019. Du kan læse historien om uret i mit indlæg fra dengang her. […]