DM i urmageri afgjort

DM i urmageri afgjort

19. april 2019 0 Af Kåre

Ved det stortanlagte SKILLS i Næstved i april blev Danmarksmesteren i urmageri kåret. Fire elever fra Den Danske Urmagerskole arbejdede hårdt i tre dage, hvor målet var at skabe to perfekte Breguet-visere fra bunden af.

Et stykke stål og en arbejdstegning – og så er det bare i gang …

Til at bedømme resultatet havde Den Danske Urmagerskole udpeget en dommertrio med tre af landets mest erfarne og dygtige urmagere, bl.a. Kåre Schneekloth, der gennem 30 år har repareret og serviceret alt fra kongelige slotsure, til danskernes foretrukne armbåndsure fra mærker, som Rolex og Omega.

“Det kan godt være, folk tænker, at det ‘bare er et par visere’, men det er præcisionsarbejde og kræver, at man kan sit urhåndværk til fingerspidserne. Deltagerne får et stykke stål, som de skal save ud, file til og polere. Der er meget strenge krav til dimensioner og symmetri, og undervejs skal stålet både hærdes og blåanløbes flere gange for at opnå den rette struktur og farve. Endelig skal viserne monteres på et ur, der så skal reguleres. Det er en hård opgave i år, og det bliver spændende at se, om de kommer i mål”, sagde Kåre Schneekloth, mens han inspicerede de fire deltagere under konkurrencen.

Efter at have knoklet i et par lange dage, skulle eleverne på tredjedagen kl. 10.30 forlade arbejdsbordet, hvorefter dommertrioen tog over. Vinderen blev Khian Ghaziani, der havde skabt to meget fine visere og derfor nu kan kalde sig Danmarksmester.

De fire deltagere ved DM, fra venstre: Peter Emil Gerlach, Sara Elkjær Petersen, Phillip Richter Nissen og Kian Ghaziani.