Pateks nye firkant
Patek Philippe har for alvor sat urverdenen på den anden ende med den uventede lancering af Cubitus – mærkets første nye kollektion i 25 år. Nyheden kom som lyn fra en klar himmel, da den traditionsrige urproducent ikke havde givet nogen forvarsler om, at en så radikal ændring var på vej.
Patek Philippe har tidligere eksperimenteret med firkantede urkasser, især under Art Deco-perioden, men Cubitus tager designet til nye højder med en kvadratisk kasse med afrundede hjørner – en kompleks fusion af geometriske former, der omfatter firkanter, cirkler og oktagoner. Urets kasse har en diameter på 45 m, hvilket måske lyder stort, men den slanke profil giver et elegant udtryk. Jeg har i skrivende stund ikke selv oplevet det på håndleddet, men det ser ud, som om proportionerne er gode.
Tre modeller med hver deres vibe
Cubitus kommer i tre modeller, to med tid og dato, og så den tekniske flagskibsmodel Cubitus Instantaneous Grand Date, Day and Moon Phases (Ref. 5822P-001). Denne eksklusive model i platin er udstyret med det nye kaliber 240 PS CI J LU værk og byder på en stor dato, månefaser og ugedag. Patek Philippe har indsendt seks patentansøgninger relateret til denne model, så designerne og urmagerne har været kreative i de seks år, det efter sigende tog at udvikle. Modellens blå sunburst skive med horisontal relief prydes af hvide guldmarkeringer og visere med luminescerende belægning. Fra bagsiden er der kig til værket og rotoren i 22 kt guld.
Cubitus kommer også i en vintage-inspireret to-tonet version (Ref. 5821/1AR-001), hvor rosaguld og stål kombineres med en blå sunburst skive. Denne model drives af kaliber 26-330 S C.
Den tredje version (Ref. 5821/1A-001) er udformet i stål og forsynet med en olivengrøn sunburst skive og en integreret stållænke. Meget Patek’sk og meget cool. Er det lige så cool som Nautilus? Hmm, det kræver vist lidt nærmere undersøgelser. Jeg håber at få fingrene i en model snarest.