Kend din klassiker: Longines Legend Diver

Kend din klassiker: Longines Legend Diver

29. november 2024 0 Af Kåre

I 1959 udviklede Longines det dykkerur, vi i dag kender som Legend Diver. Trods 65 år på bagen fremstår designet stadig cool, og specifikationerne på de nye modeller gør det fuldt anvendeligt som seriøst dykkerur. 

Når man taler dykkerure, tænker mange nok på Rolex Submariner, men der er en række andre ikoniske modeller fra slutningen af 1950erne, der også er værd at bemærke – bl.a. Longines Legend Diver. Denne model blev lanceret i 1959, dog uden navn. Og da man i 2007 valgte at genoplive designet, døbte man kollektionen Legend Diver.

Dette års nye Legend Diver kommer i 39 mm i fem fine farver – grøn, blå, terrakotta, antracit og sort. Pris med lænke 28.750 kr.

Baseret på Super Compressor-kasse

Uret er letgenkendeligt via skivens retro-vibe og ikke mindst den slanke kasse med to kroner på højresiden. Årsagen til de to kroner er, at der ud over den almindelige krone til optræk og indstilling af tiden også er en krone til at indstille dykkerkransen, som er monteret indvendigt – i modsætning til fx Rolex Submariner, der har en udvendig drejekrans. Det er lidt sværere at indstille kransen, men til gengæld risikerer du ikke at komme til at dreje den ved et uheld.

Selv kassen er af typen Super Compressor, som Longines – ligesom mange andre mærker – købte af producenten Ervin Piquerez S.A., der havde designet kasserne så snedigt, at de blev mere og mere vandtætte, des større trykket blev.

De moderne modeller kan endda kalde sig ægte dykkerure, der lever op til den strenge ISO 6425 standard – og er vandtætte ned til 300 meter. 

Præcist urværk ombord

Selvom urets grundlæggende design er uændret siden 1959, er indmaden naturligvis blevet opdateret. I dag er det det automatiske kaliber L888.5, der sørger for at holde tiden. Det har en gangreserve på 64 timer og er i princippet et modificeret værk fra søsterselskabet ETA, der ligesom Longines er en del af Swatch Group. Værket udmærker sig ved at være udstyret med en spiralfjeder af silicium, så det ikke påvirkes af magnetfelter. Samtidig er det meget pålideligt og holdbart, hvorfor Longines yder hele 5 års garanti på modellerne.