Første skandinaviske Tudor-butik åbnet i København
I onsdags var den røde løber rullet ud foran den nye Tudor-butik, der holdt åbningsfest for godt 100 indbudte. Det er Tudors første butik i Skandinavien, og det blev fejret med manér. Der var både champagne, cykelshow og smagfulde cocktails på baren Balthazar efterfølgende.
Butikken ligger i forlængelse af Klarlund på Strøget, hvor salgsdirektør Rene Sejersen fra Bucherer (der ejer Klarlund og dermed står bag butikken), venter sig meget af butikken. Tudor har nemlig godt fat i danskerne, mener han: “Tudor er vækstet gevaldigt i Danmark, og det er det perfekte mærke til dem, der elsker en god historie og et fedt udseende. De laver ganske enkelt de rigtige modeller i forhold til størrelser, farver og gode inhouse værker – og så tør de lege lidt mere med designet end fx Rolex.”
Sidste år åbnede Tudor i øvrigt en kæmpestor fabrik i Le Locle i Schweiz, og det er godt nyt for Tudor-fans over hele verden, mener Rene Sejersen: “Det bliver nemmere at få fat i modellerne fremover, for de kan lave flere – og nemmere følge med efterspørgslen. Jeg tror aldrig, det har været Tudors intention, at det skulle være lige så svært at få fat i et Tudor, som i et Rolex.”
Der er masser af fine nyheder fra Tudor at kigge på i butikken, så hvis du er på de kanter, kan det anbefales at kigge ind.