Pretty in pink – fem feminine ure

Pretty in pink – fem feminine ure

6. oktober 2023 0 Af Kåre

Pink er her, dér og alle vegne i urverdenen. Her får du fem forskellige nuancer, der kan lyse din oktobermåned op.

Sporty chic

Omega har for alvor fyret op for farverne i årets nye modeller med kollektionen Aqua Terra Shades, og denne fine variant er både feminin og sporty, så den kan anvendes til enhver lejlighed. Den 34 mm store stålkasse gemmer på Omegas berømte, automatiske kaliber 8800, der ikke blot yder høj præcision, men også kommer med fem års garanti.

Omega Seamaster Aqua Terra Co‑axial Master Chronometer 34 mm (ref. 220.10.34.20.10.003). Pris 55.100 kr. 

Shocking pink

Hurtige biler og lækre ure hænger uløseligt sammen – især hos TAG Heuer. Mærket har i årtier været kendt for at levere ure til både motorsportslegender, skuespillere og stilikoner som Steve McQueen og senest Ryan Gosling. Sidstnævnte er for tiden officiel ambassadør for mærket og kendt for både at køre stærkt (i film som fx Drive), og for at være en del af det lyserøde Barbie-univers. Denne model har en stærk, pink farve måler 36 mm og er vandtæt til 50 meter. I motorrummet ligger TAG Heuers kaliber 07 med automatisk optræk og 56 timers gangreserve.

TAG Heuer Carrera Date (ref. WBN2313.BA0001). Pris 25.250 kr.

Douce og afdæmpet

Går du efter et mere nedtonet udtryk, er dette nye Panerai lige sagen med sin sart-rosa skive. Modellen er en del af en serie af 38 mm store modeller med pastelfarvede skiver, der kommer i et begrænset oplag på 500 stk. Selvom de ligner Panerais klassiske dykkerure, er de blot vandtætte til 50 meter, så du skal være forsigtig med at springe i vandet med det. Uret drives af kaliber P.900, der har imponerende 3 dages gangreserve og automatisk optræk.

Panerai Luminor Due 38 mm (ref. PAM01319). Pris 60.000 kr.

Ren Miami Vice

I Oris’ kollektion af retro-dykkerure finder man i år denne 38 mm store stålmodel med en ‘lipstick pink’ skive, der næsten ligner noget fra Miami Vice i 1980erne. Skulle du komme til Miami, kan du godt plaske rundt i havoverfladen med det, da det er vandtæt til 100 meter. Med ombord er det automatiske kaliber 733, der holder styr på tid og dato.

Oris Diver’s Sixty-Five ‘Cotton Candy’ (ref. 01.733.7771.4058-07.3.19.04S). Pris 18.200 kr.

Kvadratisk, praktisk, tysk 

Tyske Nomos er kendt for deres rene, Bauhaus-inspirerede design, der oftest er centreret om cirkulære former, men med Tetra-serien har man også lavet et fint bud på et firkantet ur med stil. Nomos kategoriserer principielt alle sine modeller som unisex, og med sit minimalistiske udtryk og en diameter på 29,5 mm passer Tetra da også fint til både mænd og kvinder. Inde i den firkantede kasse tikker Nomos’ eget mekaniske Alpha-værk med manuelt optræk.

Nomos Tetra Symphony ‘The Fiercely Determined’ (ref. 426). Pris 15.200 kr.