Mød en dansk urromantiker med en svaghed for Breitling Navitimer

Et sted på Frederiksberg ligger en helt unik samling af gamle Breitling Navitimers fra 1950erne og 1960erne. Indehaveren Kurt B. vil helst være anonym, men han vil meget gerne fortælle om dengang han stod med astronaut Scott Carpenters ur i Breitling-familiens hus ved Genevesøen – eller om dengang NASA ringede og spurgte, om de kunne få et af hans ure med i rummet.

Det er en gråvejrsdag i november, da jeg begiver mig til Frederiksberg for at besøge Kurt B. Kurt er ikke vild med at få sit navn frem, og han synes i det hele taget ikke, hans egen historie er interessant – men hans ursamling, dén er interessant, og den vil han meget gerne fortælle om. Så det har vi sat et par timer af til.

Samlingen er unik, selv på verdensplan, fordi den rummer et stort antal sjældne Breitling Navitimers fra 1950erne og 1960erne i noget nær perfekt stand. Men den er også interessant, fordi Kurt ikke blot samler på ure, men også på historierne bag hvert enkelt ur. Derfor har mange af urene fået et navn. Og dét, der betyder mest for ham er The Fred Watch, som han fik af en pensioneret pilot på Hawaii. Men det kommer vi tilbage til. Lad os først høre, hvordan det hele startede.

“Jeg begyndte at samle for 21 år siden. Min kone og jeg havde besluttet at flyve til New York og fejre min 40 års fødselsdag. Jeg har altid godt kunnet lide ure og har haft lidt af hvert gennem tiden, men der var noget helt særligt over de gamle Breitling Navitimers. Jeg havde brugt lang tid på at surfe nettet igennem for at finde et brugt til salg, og så fandt jeg et i London, som jeg købte til mig selv i 40 års fødselsdagsgave. Da vi rejste til New York, var det var meget følelsesladet, fordi det var lige efter 9/11 i 2001, og vi talte med folk, der havde stået midt i det hele. Men i løbet af turen åbnede jeg æsken og tog mit ur på og sagde ‘tillykke med fødselsdagen, gamle jas’”. 

Ét ur bliver til mange

De fleste ursamlere kender nok følelsen af at spare sammen til drømmeuret og tænke, nu skal man aldrig købe flere ure. Og så går der en uge eller en måned eller et år, og så ser man noget andet, som man ikke kan leve uden… Da Kurt kom hjem fra New York, kiggede han igen på Navitimers og fandt et på eBay, der var en helt ny måde at handle på dengang. 

“Og så købte jeg det. To Navitimers var jo bedre end ét, men jeg kunne mærke, at min interesse bare eksploderede inde i mig. I min iver efter at skaffe flere begyndte jeg at købe alt, hvad jeg kunne finde, der var i god stand. I starten var min kone ved at gå ud af sit gode skind. Jeg kan huske, at jeg købte en meget fin urkasse i rosentræ med plads til ti ure, og jeg lovede mig selv, at jeg aldrig nogensinde skulle eje flere ure, end der kunne ligge i den kasse. Jeg har ikke kassen længere, men jeg blev til gengæld ved med at købe og sælge for hele tiden at opgradere samlingen. Der gik ikke lang tid, måske et år, så traf jeg den benhårde beslutning, at min samling skulle være den største af vintage Navitimer i verden. Dét var mit mål, og når jeg træffer en beslutning, så kigger jeg mig ikke tilbage. Jeg nåede målet for mange år siden, og nu køber jeg stort set ikke flere. Jeg har 43 Navitimers, og jeg tror ikke der kommer flere til. Min samling bliver aldrig komplet, men med mindre, der dukker noget helt specielt op, så tror jeg ikke, jeg skal købe mere”.

Forelsket i en gammeldags flycomputer

Kurts samling tæller udelukkende de Navitimers, der blev fremstillet fra 1954 og frem til omkring 1970, hvor både designet og hele branchen ændrede sig. Urene i hans samling er i fantastisk stand, og det er svært at se at de er 60-70 år gamle. Men hvad er det egentlig ved de denne model, der tiltrækker Kurt?

“Jeg ved det ikke, men jeg har altid været fan af designet. Og jo mere jeg satte mig ind i uret, desto mere fascineret blev jeg. Husk på, at det blev ikke lavet som ur, det var et arbejdsredskab, hvor der tilfældigvis var plads til et ur. Regnestokfunktionen på lynetten er i bund og grund en gammeldags flycomputer, og den blev brugt! Jeg har købt ure af gamle piloter, der sad og fortalte, hvordan de brugte den. Og så er skiverne et kunstværk – den er så svær at lave, at det aldrig er lykkedes nogen at lave noget, der bare kommer i nærheden af det. Og det kommer heller ikke til at ske, for markedet er ikke til den slags håndværk længere”.

Urromantiker med stort U

Til daglig går Kurt med et Casio G-shock, for han bruger stort set aldrig sine Navitimers, der tilbringer det meste af tiden i en bankboks. Urene står helt originale med gamle læderremme og det hele, og de er aldrig blevet serviceret. På den måde er samlingen er en lille tidskapsel. 

“Jeg synes disse ure fortjener, at de er intakte og originale. Jeg ser mig selv som urromantiker, frem for ursamler. For jo, jeg samler på ure, men jeg samler egentlig på horologisk kunst. Jeg synes de gamle ure har et gigantisk kunstnerisk udtryk – og ikke kun urene, også æskerne og alt det udenom”.  

Det ikoniske Fred Watch

Kurt har et mere end almindeligt nært forhold til urene og historierne bag, og han advarer mig tidligt om, at han nok bliver bevæget undervejs, fordi urene har givet ham så meget. Urene har nemlig bragt personlige historier med sig, og flere af dem har ført til venskaber med mennesker over hele verden. Ikke mindst The Fred Watch:

“Det er en Cosmonaute-model fra 1962 med en ekstra bred lynette. Da jeg første gang så modellen, troede jeg det var en fake, men da jeg fandt frem til, at den var ægte, skulle jeg bare have et – det kunne kun gå for langsomt. Og jeg ventede, og jeg ventede, og jeg ventede. Endelig dukker det her op på eBay. Sælger er en pensioneret amerikansk pilot, der har bosat sig på Hawaii. Han hedder Fred og købte selv uret i Hong Kong i 1964, mens han var helikopterpilot under Vietnamkrigen, så det er et ur, der har oplevet lidt af hvert. Jeg spørger, om jeg må købe det direkte af ham, men han siger nej, han vil give alle en fair chance for at købe det – men han håber da, at jeg får det. Og jeg får det, for jeg er ligeglad med prisen, jeg skal bare have det ur, så jeg byder så højt op, at der ikke er andre, der kan følge med. Efterfølgende taler jeg med Fred i telefonen, og han er glad for, at jeg fik det. Nå, men jeg har en amerikansk ven – Thomas – som jeg beder ham sende uret til. Thomas og jeg skal mødes så i Amsterdam og udveksler ure, og jeg sidder bare dér og stirrer og stirrer på det her Fred Watch – det er mit gral-ur, og jeg er helt ude af den. Så siger Thomas: ‘Jeg har en overraskelse til dig – Fred ville ikke have penge for det. Du har fascineret ham med din passion, så han har besluttet sig for at forære dig uret. Han vil blot have én dollar, fordi han har tabt et væddemål med sin kone’. Det er jo helt vildt, altså det var mange penge værd for 17 år siden, men i dag er det det mest værdifulde ur i min samling. Så jeg ringer til Fred og fortæller, at jeg er dybt taknemmelig. Derefter holder vi kontakten ved lige og ringes ved hver den 31. december. Hver gang slutter han af med at sige: ‘I have a Mai Tai waiting for you. I am stirring it a couple of times a Year to keep it fresh’”.

Her får Kurt våde øjne, men lidt efter fortsætter han: “I 2015 fløj jeg med min datter til Hawaii og mødte Fred. Det var stort at møde den gamle mand. Han er pensioneret, men tilknyttet museet på Pearl Harbour, så han gav os den store rundvisning på egen hånd. Det var helt vanvittigt. Det ur betyder så meget for mig, det ville jeg aldrig kunne sælge”.

På besøg hos Breitling-familien i Genève

Kurt har rejst over hele verden for at købe og sælge ure, og en del af kunderne er blevet hans venner. Og passionen og samlingen af Navitimers har også kastet andre interessante bekendtskaber af sig. Således får han i april 2019 en mail fra en Lawrence Breitling, der skriver, at hans far, Gregory Breitling (søn af Villy Breitling, manden der lancerede Navitimeren), gerne vil tale med Kurt.

“På det tidspunkt vidste jeg ikke engang, at Breitling-familien stadig levede, men vi etablerer kontakt, og han er en meget sympatisk fyr. En dag sender han pludselig et billede og skriver: ‘Jeg har Scott Carpenters ur’”.

Og her må vi lige indskyde en note: Scott Carpenter var amerikansk astronaut i NASA’s Mercury-program og bar et Breitling Navitimer Cosmonaute under sin banebrydende omflyvning af Jorden i 1962. Det var Carpenter selv, der havde bedt Breitling om at lave en variant med 24-timers skive, fordi han regnede med, at det ville være svært at holde styr på dag og nat, når han fløj rundt om Jorden i høj hastighed. Missionen var vellykket, men kapslen landede i havet, hvor Carpenter var nødt til at opholde sig i et par timer. Dét overlevede uret selvsagt ikke, så Carpenter sendte det efterfølgende til reparation hos Villy Breitling. I mange år vidste man ikke, hvad der siden skete med uret, der bl.a. var på Hodinkees liste over sjældne, tabte ure i historien. 

Tilbage til Kurt: “Scott Carpenters ur har altid stået som noget helligt for mig, og nu fortæller Gregory Breitling pludselig, at han har det liggende?! Han fortæller mig, at faderen havde lagt uret i pengeskabet og i stedet sendt Scott Carpenter et nyt. Og dér havde uret så ligget lige siden. Det vildeste er, at han så inviterer mig til Genève på besøg. Han henter mig selv i lufthavnen i en Bentley og kører mig ned til hans hus ved bredden af Genevesøen, hvor familien bor – det selvsamme hus, hvor Villy Breitling boede, da han skabte mine ure. Det er en kæmpevilla med egen havn og det hele. Jeg møder så hans datter, der tager uret ud af pengeskabet og giver mig det i hænderne. Jeg er fuldstændig… altså mig og følelser, jeg tuder simpelthen bare! Jeg får lov at gå rundt med det og tage nogle billeder, velvidende, at jeg nok er den 3. eller 4. person der havde haft Carpenters ur på. Det var en fantastisk tur. Gregory sagde på et tidspunkt, ‘Vi elsker dig, fordi du elsker det, min far har skabt’. Efterfølgende tog jeg til New York og fortalte Hodinkee om uret, og de lavede så historien, der fik stor opmærksomhed i foråret 2022”.

Dengang NASA ringede

Rumfart og ure er generelt en fortræffelig cocktail, der har givet os nogle af de mest fascinerende historier – tænk blot på Omega Speedmaster. Og Kurt har faktisk endnu en NASA-historie i ærmet. Den daterer sig til en novemberaften i 2006, hvor han sidder med sin kone og fireårige datter i lejligheden på Frederiksberg. Pludselig ringer telefonen. 

“Det er en høflig amerikansk herre, der spørger ind til et Navitimer Cosmonaute, jeg har til salg på eBay. Vi sludrer lidt frem og tilbage, og han præsenterer så sig selv. Han hedder Mark J. Russ og har en ledende stilling hos NASA i Houston. De skal have en rumfærge op, og astronauten Bob Curbeam må tage to personlige ting med. Da de to er venner, har Bob sagt til Mark, at han kan vælge en af tingene. Og Mark vil have sådan et ur, som Scott Carpenter havde haft, med i rummet – derfor vil han købe mit ur. Så dér sidder jeg, lille Kurt i Danmark, og snakker med NASA, der vil sende et af mine ure i rummet – det er jo helt sindssygt. Nå, vi snakker frem og tilbage, og så siger Mark, at han skal have uret over inden for 76 timer, for det skal i karantæne en måned inden opsendelsen. Vi aftaler, at jeg tjekker fragtmulighederne og vender tilbage. Det viser sig, at der ikke er en eneste kurér, der kan garantere det, fordi det er over weekenden. Så jeg ringer til Mark og siger, det er jeg ked af. Uden at tøve siger han: ‘Få fat i en taxa, tag ud i lufthavnen, og flyv til Houston. Jeg betaler alt og køber dit ur. Du får en oplevelse hos NASA, der ikke kan købes for penge, og du kommer til at sidde til bords med folk, der har gået på månen”. 

Kan man sige nej til sådan et tilbud? Ja, det kan man faktisk. Af personlige årsager følte Kurt ikke, han kunne forlade sin kone og datter på det tidspunkt. Siden har han rystet på hovedet af sig selv over ikke at have fået den oplevelse med. “Mark tog det fint og sagde, at tilbuddet stod ved magt en anden gang, men det var jo aldrig blevet det samme – magien var væk”. 

Magien var måske nok væk, men historien er god – og med til at gøre Kurts samling så fascinerende. 

Du kan følge Kurt på @kurtbroendum

“I maj 2008 bliver jeg kontaktet af en Maria Fuinzalida fra Chile. Hendes gamle far, Robert Kaplan Kaplan, har et vintage Navitimer ur, han vil sælge. Jeg får tilsendt billeder af uret og konstaterer, at det er ok, og vi finder ud af en pris. Som inkarneret ursamler er jeg altid interesseret i historien bag mine ure, og da jeg kan forstå, at faderen er den eneste ejer af uret, vil jeg gerne stille ham et par spørgsmål. Maria fortæller, at han er en ældre herre, der kun taler spansk – men jeg taler flydende spansk, så det er ikke et problem, forklarer jeg. Hun sætter en aftale op, og endelig får jeg ham så i røret. Han er lidt fåmælt og fortæller, at der ikke er så meget, han kan fortælle mig, for han er bundet af tavshedspligt. Så siger han: ‘Men jeg har arbejdet for Pinochet, og jeg har gjort ting med det ur om håndleddet, som jeg ikke er stolt af’. Jeg var jeg lige ved at bede ham om at tørre blodet af uret, inden han sendte det, men det gjorde jeg selvfølgelig ikke. Ure med historie er vigtige for mig – men lige præcis dét ur har jeg ikke længere”.