Breitling satser på sportsfolkene
6. del af reportagen fra Geneva Watch Days
Breitling var en af hovedarkitekterne bag Geneva Watch Days, og jeg var både forbi den store butik og med til pressemødet på Hotel Ritz Carlton, hvor alt foregik med behørig afstand og masker.
Endurance Pro i den hvide version. Pris 2.950 CHF
Den store nyhed var den nye Professional Endurance der kommer i 5 friske farvekombinationer. Det er hårdføre sportsure fremstillet af Breitlings eget Breitlight-materiale – en form for komposit, der er stærkt, let og holdbart. Urene måler 44 mm, men føles ikke så store igen og sidder godt. Jeg udså mig den gule variant, og den gjorde sig godt i den skarpe sol.
Hov, bilen fra Jurassic Park? Mon ikke Sam Neill ville kunne bruge det nye, gule Endurance Pro?
Prisen ligger på 2.950 CHF, hvilket jeg kan se er blevet til 23.400 kr. i deres webshop. Det er nu en del penge for et quartz-ur, når man tænker på, hvad eksempelvis Casio kan gøre for meget mindre. Breitling er selvfølgelig Breitling, og misfortå mig ikke, det er et cool ur, men det er tankevækkende at man for de samme penge eksempelvis kan købe både et cool Longines HydroConquest Automatic Chronograph (16.800 kr.) og luksus-ståludgaven af den nyeste generation af Apples Watch (ca. 6.000 kr.). Så ville man både have et hårdført sportsur med kronograf (der er vandtæt til 30 bar i modsætning til Endurance’s 10 bar), og et smart-ur der kan tracke, hvad du nu vil tracke. Men det er selvfølgelig en smagssag.
Breitling Triathlon Squad: triatleterne Jan Frodeno, Daniela Ryf og Chris McCormack.