Ferdinand Berthoud sætter barren højt
Første del af en række indlæg om mine oplevelser til Geneva Watch Days i den sidste uge af august.
Der var næsten tropisk varmt i Geneve, da jeg landede tirsdag den 25. august. Når jeg andre gange har været i urverdenens hovedstad, har det været vinterligt – enten til SIHH i januar eller til GPHG i november – så det var ret overraskende at opleve byen i sommerstemning. Hele byen kogte, og jeg måtte søge skygge, når jeg skulle gå fra mit hotel og til de forskellige events. Folk badede flittigt i det krystalklare vand i Genevesøen, dels fra den nyanlagte strand, dels fra en stor mole, hvor der er en badeanstalt. Mine møder lå som et kludetæppe ud over dagen, så jeg nåede heldigvis en sejltur på søen, hvor det friskede lidt.
Men anyway, mit første møde lå onsdag morgen, og jeg lagde godt ud på det smukke Hotel Beau Rivage, hvor en række af de uafhængige urmærker havde puljet sig sammen i en række suite og saloner. Her bød Ferdinand Berthoud velkommen i Wagner-suiten. Ferdinand Berthoud klinger måske ikke så velkendt, men det er et lille og meget eksklusivt undermærke til store Chopard. Lederen af familiefirmaet Chopard hedder Karl-Friedrich Scheufele, og han er meget optaget af at bevare traditionen for det allerfineste urhåndværk, og selvom det hos Chopard når store højder, så tager man det lige et nyk længere hos Ferdinand Berthoud. Mærket, der er opkaldt efter en mesterurmager fra 1700-tallet, fremstiller omkring 30 stk. om året, så det siger næsten sig selv, at det er nogle helt særlige små, mekaniske mesterværker.
Hands on med en heftig sag af rent guld. Den smukke bagside.
Dette års nyhed hedder Chronometre FB 2RE og er inspireret af det nautiske kronometer (Marine Clock nr. 6), som Ferdinand Berthoud skabte i 1760erne. Dengang var det skibstrafikken der drev udviklingen af mekaniske ure fremad, fordi det var helt afgørende at have et præcist ur, hvis man skulle kunne bestemme sin position på verdenshavene – og dermed kunne navigere korrekt. Hans Marine Clock nr. 6 var med på en lang ekspedition for den franske flåde, og da det kom retur, afveg det blot med et par minutter, hvilket var epokegørende på dette tidspunkt. Følgelig blev han udnævnt af kongen som urmager for hoffet og flåden.
Chronometre FB 2RE. Pris: 210.000 CHF + skat og afgift (ca. 1,6 mio. kr.)
Det nye ur fås i 10 stk. i enten hvidguld eller rosaguld, og lad mig bare sige det med det samme, det er et vildt ur, selvom det ser underspillet og diskret ud på forsiden. Den todelte emaljeskive er fin og ren, viserne lette og elegante, og finishen er alle steder i top. Uret måler 44 mm, men det føles egentlig ikke så stort igen. Til gengældt vejer det godt til.
Men hvis du virkelig skal imponere sidemanden, der sidder og smiler over sit Rolex Datejust, så skal du bare taget uret her af og vise ham bagsiden. Det er ganske enkelt hypnotiserende at sidde og stirre på mekanikken. Man har indrettet det, så sekundviseren flytter sit én gang i sekundet, i stedet for normalt flydende. Det er lidt mærkeligt, når man ser det på skiven (fordi det jo er sådan et quartz-ur normalt opfører sig), men det kræver finmekanik af højeste karat.
Det er i den grad et ur til samlere og feinschecmkere, og dem er der stadig nok af. Hos Ferdinand Berthoud mente man i hvert fald ikke, at corona-krisen som sådan berører efterspørgslen, selv for et ur i dette prislag. “Det er lidt sværere at vise urene frem, men solgt bliver de”, sagde deres marketingchef.
Du kan se mere om Ferdinand Berthoud her.
Og følg så med i næste indlæg, når turen går til De Bethune.