Til gallashow i Genéve

Til gallashow i Genéve

22. november 2019 Slået fra Af Kåre

Torsdag den 7. november var jeg med til det store GPHG-show i Genève for første gang – og det var lige så sjovt, schweizisk og lidt skørt, som jeg havde håbet.

Hvad får man, hvis man krydser Oscar-showet med cremen af cremen i den schweiziske urverden? Svaret er Grand Prix d’Horlogerie de Genève (GPHG), som er branchens store prisuddeling. Her mødes producenter, presse, forhandlere, samlere og andre prominente mennesker til et to timer langt gallashow, komplet med rød løber, kendisser, liveperformances og rørende takketaler.

Det var den her, det hele handlede om, den gyldne hånd, Aiguille d’Or.

Det hele foregår i Théâtre du Léman ved Genève-søens bred, og til at føre os sikkert igennem showet har vi skuespilleren Edouard Baer og hans syngende medværtinde. Tilsammen sætter de stemningen og får det hele til at flyde. Priserne kommer i en lind strøm og præsenteres af et eller flere af jurymedlemmerne. Den uafhængige jury består af hele 30 eksperter fra alle dele af urbranchen, og i år består den bl.a. af den anerkendte urmager Philippe Dufour, Hodinkees chefredaktør, Jack Forster, samt ejeren af urmærket Bovet, Pascal Raffy – der modtog hovedprisen sidste år.

Alle prisvinderne på scenen efter showet

Tidligere på dagen besøgte jeg i øvrigt Geneva Musée d’Art et d’Histoire (MAH), hvor alle de nominerede ure var udstillet. Det er faktisk et særsyn at se så mange high end-ure samlet ét sted, og endda uden at de er bag glasmontrer. Og så er der endda gratis adgang.

Undervejs i showet uddeles der priser til både Bvlgari, Chanel, Seiko, Tudor og ikke mindst Audemars Piguet, der ender med at vinde den største pris, Aiguille d’Or for Royal Oak Selfwinding Perpetual Calendar Ultra-Thin i platin og titanium. Begrundelsen er, at det er lykkedes at pakke den meget avancerede evighedskalender ned i et meget smukt ur, der blot er 6 mm tykt. Det ville jeg da også gerne eje, men jeg mangler lige omkring 1 mio. kroner i budgettet …

Juryens specialpris går i øvrigt til Luc Pettavino for hans velgørenhedsprojekt Only Watch, hvor urmærker donerer et unikt ur til en auktion, hvor 99 % af overskuddet går til forskning i muskelsvind. Pettavinos egen søn døde forrige år af sygdommen, og han høster aftenens eneste stående bifald. Fortjent, for i den følgende weekend indsamler hans auktion på Hotel des Bergues i Genève lidt over 35 mio. euro til formålet.

Hvis du vil læse en lidt længere reportage, kan du kigge med i magasinet Exclusive, der udkommer med Berlingske den 18. december. Ellers kan du se alle priserne på GPHG’s hjemmeside.