Christian Lass: Fra Patek Philippe til fynsk familieliv

I en gammel skolebygning i den fynske landsby Haarby sidder en af verdens mest anerkendte urmagere og bygger et armbåndsur fra bunden af. Christian Lass skal der stå på skiven, når uret er færdigt engang til foråret. Jeg fik en snak med ham om alt fra det igangværende projekt til hans tid som ansvarlig for Patek Philippe-museets samling.

Det er en varm sensommerdag, da jeg triller Volvoen mod Fyn for at besøge urmager Christian Lass. Da han vendte hjem fra Schweiz til Danmark for et et år siden, slog han sig nemlig ned i Haarby nær sydkysten på eventyrøen. På daværende tidspunkt havde han ellers boet og arbejdet i næsten 12 år i urenes hjemland, Schweiz. Og ikke bare ved et hvilket som helst ursamlebånd, næ, i 10 år var han ansvarlig urmager for verdens nok største og vigtigste ursamling, nemlig den der kan ses på Patek Philippe-museet. Samlingen er privat og tilhører ejeren Philippe Stern, men alle kan gå på opdagelse i 500 års urhistorie i den smukke bygning i hjertet af Genève. 

Men hvordan ender en på det tidspunkt blot 29-årig dansk urmager overhovedet dér?

Jeg startede relativt sent i urmagerlære, for jeg troede først, at jeg skulle være ingeniør og læste et par år på DTU. Det var omkring år 2000, og branchen havde det ikke så godt på det tidspunkt. Jeg var i gang med at specialisere mig med GSM og bluetooth i mobiltelefoner, og både Nokia og Eriksson var i problemer, så fremtidsudsigterne var ikke så gode. Samtidig savnede jeg også noget praktisk arbejde. Jeg har altid været interesseret i mekanik og kan godt lide at lave ting i hånden. Så jeg tog et halvt års pause og tænkte over, hvad jeg egentlig kunne tænke mig at lave. Ved lidt af et tilfælde kom jeg til at tænke på urmageri og fandt en klassisk bog i branchen, nemlig George Daniels’ bog ‘Watchmaking’, der forklarer alle grundprincipperne for urmageri. Jeg vidste ingenting om ure, men med ét blev jeg tændt på ideen, og jeg vidste med det samme, at jeg ville lave komplicerede ting ligesom i gamle dage. Jeg kontaktede urmagerskolen, og de forklarede mig pænt, at den slags kunne man ikke i Danmark, dér skulle man til Schweiz. Jeg startede nu alligevel på uddannelsen og var så heldig at komme i lære hos Søren Andersen, der på det tidspunkt tog sig af både Jens Olsens Verdensur på Københavns Rådhus og kongehusets ure. 

Det var altså så tæt på Schweiz, som Christian i første omgang kunne komme, men hvordan tog han det næste skridt?

Søren Andersen var i en brancheforening med nogle af urverdenens store koryfæer, bl.a. Philippe Dufour og Vianney Halter, og i forbindelse med et møde viste jeg Vianney et ur, jeg havde bygget. Han sagde, at det så godt ud, og hvis jeg nogensinde manglede arbejde, skulle jeg bare kigge forbi hans atelier i de schweiziske alper. Så da jeg var færdig med min uddannelse i 2006, hævede jeg mine sidste 300 euro og kørte sydpå. Jeg sparede undervejs på benzinen, så jeg kunne komme hjem igen, hvis det blev nødvendigt – for jeg havde ikke penge til hotel eller noget. Jeg havde selvfølgelig forsøgt at kontakte Vianney inden, men jeg var ikke kommet igennem, så da han åbnede døren, var han lettere overrasket. Han havde nok glemt sit tilbud, men jeg fik lov at blive og arbejdede for kost og logi i tre år, og det var her, jeg lærte at bygge ure fra bunden af. Hans værksted er nærmest en lille urmagerfabrik fra 1950erne, og her lærte jeg alt om materialer, maskiner og håndværk. Men da finanskrisen ramte, blev jeg nødt til at se mig om efter noget andet arbejde. Derfor besøgte jeg Philippe Dufour, som jeg havde lært at kende og spurgte ham til råds. Han mente, at med mine kvalifikationer skulle jeg søge en stilling ved samlingen på Patek Philippe-museet, der netop var blevet ledig. Jeg sendte en ansøgning, kom til samtale og til endnu en samtale – og først her gik det op for mig, at de ikke bare ledte efter en urmager til samlingen, men at de ledte efter dén urmager, der skulle have ansvaret for hele samlingen. Derpå fulgte tre uger med en masse tests, hvor jeg skulle vise, hvad jeg kunne, og endelig blev jeg taget på prøve i tre måneder. Det var mit første rigtige job, og det var ret vildt sådan at starte på toppen.

Og hvordan så en almindelig dag på kontoret så ud?

Det var vildt interessant, for jeg fik mulighed for at studere alle de gamle ure, så jeg har stået og arbejdet med alt fra originale Breguet-ure til Patek Philippes egen kronometersamling. En stor del af mit arbejde blev at udarbejde et katalog over samlingen, så i princippet har jeg haft skilt hvert eneste af de tusindvis af ure ad, så der kunne tages billeder af værkerne. Når man ser, hvad de kunne i gamle dage, så må man bare konstatere, at det er noget helt andet i dag. De var virkelig dygtige dengang.

Fra Schweiz til Danmark

Nu har Christian dog lagt Patek Philippe-samlingen og årene i Schweiz bag sig og har slået sig ned i en idyllisk gammel skolebygning i Haarby, hvor han har indrettet sig med kone, børn og et stort værksted, hvor solen strømmer ind ad de småsprossede vinduer, da jeg besøger ham. Her er fyldt godt op med maskiner af enhver slags til fremstilling af ure. Urmageren samler nemlig ikke selv på ure, men har i stedet kastet sin kærlighed over maskinerne fra den schweiziske urproduktions guldalder i 1950erne. 

Det var helt klart dér, den schweiziske urproduktion peakede, så maskiner fra 1950erne er de bedste, man kan få. Men mange af dem er i forfærdelig stand, når jeg finder dem. Den her er fx ikke renset endnu, men det gør jeg selv, og så er jeg sikker på, at den bliver lige så fin og velfungerende som de andre.

Her i værkstedet reparerer og servicerer han avancerede ure for kunder over hele verden. Det er dog ikke de typiske armbåndsure, han arbejder med, ofte får han blot tilsendt dele af et kompliceret urværk, som han så skal gennemgå. Han har også startet en stribe populære kurser i bl.a. København, hvor nysgerrige og urinteresserede på et fire timers kursus lærer at samle deres eget armbåndsur. Jeg har selv været på det sidste efterår (læs mere her), og det kan varmt anbefales.

Bygger et armbåndsur fra bunden af

Og så er der også et andet projekt, Christian har gang i. En dansk ursamler har henvendt sig og bedt ham om at bygge et ur fra bunden af. Det bliver første gang, Christian skal sætte sit eget navn på skiven af et selvbygget ur, og det er han både lidt skræmt af, og meget begejstret for.

Det er et enkelt ur, kun med tid, ingen komplikationer. Alligevel er det et projekt, der kommer til at tage et halvt års tid, og budgettet ligger på ca. 300.000 kr. Foreløbig har jeg tegnet de fleste dele, og så har jeg lavet en prototype på kassen, og jeg er i gang med at måle op, hvordan værket skal sættes sammen. Jeg bruger et Girard-Perregaux værk fra 1950erne som udgangspunkt, for det er et virkelig godt værk. Jeg har fået ret frie hænder, og uret skal selvfølgelig matche min egen æstetik og holdning til urmageri. Til kassen er jeg blevet inspireret af en klassisk kasse, der minder lidt om foden på en romersk søjle. Skiven skal være af ædelmetal ligesom i gamle dage, for moderne skiver holder typisk ikke mere end 50 år. Heldigvis er min kone, Hanne, uddannet graveur i Schweiz, så hun skal foretage den nødvendige mikrogravering på skiven.

Hanne sidder i et af de andre lokaler i skolebygningen og foretager bestillingsopgaver fra nogle af de anerkendte, schweiziske mærker, når de skal have lavet noget helt særligt. Det foregår under mikroskop og er mildest talt imponerende at se på, når bittesmå mønstre og detaljer tager form på skiverne.

Skræddersyede ure vinder frem

Det bliver med andre ord et helt specielt ur, som Christian forventer bliver færdigt engang til foråret. Konceptet med denne slags skræddersyede unikaure er ikke så udbredt i Danmark, men det er ifølge Christian stort i USA, Asien og Mellemøsten blandt internationale samlere. Kolleger som Philippe Dufour, Kari Voutilainen og Vianney Halter laver mange af den slags, men den stigende efterspørgsel har resulteret i lange ventelister. 

Et skræddersyet ur er til dem, der vil have noget helt særligt. Måske har de prøvet Rolex og A. Lange & Söhne, og så vil de have et unikt ur også. Der er en tendens i tiden til, at man efterspørger det håndlavede – det ikke-masseproducerede – og det får man, med et håndbygget ur. Jeg bruger selvfølgelig maskiner til mange af de forskellige processer men håndarbejdet er cirka 70-80% af det samlede arbejde. Den finish man dekorerer værkerne med, er nogle vanskelige processer, som det har taget mig mange år at mestre. Til gengæld giver det et helt andet udtryk end et masseproduceret ur.

Og det må jeg give ham ret i, da han demonstrerer nogle af teknikkerne. 

Jeg glæder mig allerede til at se det færdige ur og håber at kunne lægge vejen forbi Haarby igen til foråret.

Hvis du vil vide mere om Christian, kan du tjekke ham ud her.