IWC – rummet tur-retur
Da den kommercielle rumflyvningsmission Polaris Dawn vendte succesfuldt tilbage til Jorden den 15. september, var det ikke blot med alle fire astronauter – også de specialfremstillede IWC kronografer landede i god behold. Urene vil nu blive bortauktioneret af Christie’s i december for at rejse penge til St. Jude Children’s Research Hospital®.
Fotos + video: Polars Dawn Crew + IWC
Polaris-programmet er et lille skridt på vejen mod menneskets udforskning af rummet, månen og Mars. Den første Polaris Dawn-mission blev skudt i gang med opsendelsen af SpaceX’s Falcon 9 raket fra Kennedy Space Center i Florida den 10. september 2024 kl. 5:23 lokal tid. Besætningen vendte sikkert tilbage til Jorden den 15. september kl. 3:36 lokal tid, hvor de landede ud for Floridas kyst.
Polaris Dawn er den første af tre bemandede rummissioner planlagt under Polaris-programmet, ledet af Jared Isaacman, den amerikanske entreprenør og pilot, der var missionens kommandør for Inspiration4 i 2021. Med Polaris-programmet løfter Jared Isaacman privatfinansieret rumforskning til et nyt niveau. Formålet er at gennemføre videnskabelige eksperimenter og forskning, der skal fremme menneskers sundhed på Jorden og vores forståelse af sundheden under længerevarende rummissioner.
I løbet af de fem dage, Dragon-rumfartøjet og Polaris Dawn-besætningen var i rummet på første mission, nåede de en højde på 1.400 km – den højeste jordbane nogensinde fløjet – ligesom det lykkedes at gennemføre den første kommercielle rumvandring. Udover Jared Isaacman bestod besætningen af pensioneret oberstløjtnant i det amerikanske luftvåben, Scott “Kidd” Poteet, samt SpaceX-lead-ingeniører for rumoperationer, Sarah Gillis og Anna Menon.
Med på missionen var også et par særlige ure. Under hele missionen bar hvert besætningsmedlem nemlig et IWC Pilot’s Watch Chronograph Edition “Polaris Dawn” (Ref. IW389111). Urene har en urkasse lavet af ren hvid keramik, en rumblå urskive dekoreret med utallige stjerner, og en gravering med navnet på en af de fire besætningsmedlemmer på bagkassen af titanium.
I december bliver urene sat på auktion til fordel for St. Jude Children’s Research Hospital®, der udfører livsvigtigt arbejde inden for behandling af børnekræft og andre alvorlige børnesygdomme.
MISSIONENS MÅL
Under deres fem dage lange mission i kredsløb opnåede besætningen alle deres hovedmål og satte nye milepæle inden for kommerciel rumfart.
KREDSLØB I 1.408,1 KILOMETERS HØJDE
Polaris Dawn-besætningen nåede en højde på 1.408,1 kilometer, hvilket er den længste afstand, mennesker har rejst ud i rummet siden Apollo 17-missionen til månens overflade i 1972.
FØRSTE KOMMERCIELLE RUMVANDRING
Alle fire astronauter udførte den første kommercielle rumvandring. Missionskommandør Jared Isaacman og missionsspecialist Sarah Gillis forlod hver især Dragon-rumfartøjet for at teste mobiliteten af SpaceX’s nye rumdragt til ophold i det tomme rum (EVA). Mission Pilot Scott “Kidd” Poteet og missionsspecialist og medicinsk officer Anna Menon forblev inde i rumfartøjet og understøttede rumvandringen.
TEST AF STARLINK-BASERET KOMMUNIKATION
Besætningen brugte med succes Starlinks laserbaserede kommunikation i rummet til at kommunikere med SpaceX’s mission control og sende en inspirerende besked om enhed og modstandskraft tilbage til Jorden, hvor astronaut Sarah Gillis spillede violin i rummet.
FORSKNING OM SUNDHEDSPÅVIRKNING
Mens de var i kredsløb, udførte besætningen videnskabelige undersøgelser designet til at fremme menneskers sundhed på Jorden samt øge forståelsen af menneskelig sundhed under fremtidige længerevarende rummissioner.