On the top of the world
Det var egentlig ikke meningen, at jeg skulle købe et ur denne vinter, men så faldt jeg over et uimodståeligt tilbud på dette Montblanc 1858 Geosphere LE, som jeg savlede over, allerede da det blev lanceret i 2018. Det emmer af eventyr, romantik og opdagelsesrejser fra før verden gik af lave.
Jeg har altid været fascineret af eventyret. Søfarere, bjergbestigere og opdagelsesrejsende fylder godt op i mit bibliotek, og jeg elsker at se film om og med folk, der går til grænsen. Ikke fordi jeg selv bedriver hverken den eller anden form for ekstremsport eller har kørt Jorden rundt på cykel eller været døden nær i ødemarken – langt fra. Jeg holder af at vandre ved Kullen med familien, løbe i skoven nær Haslev, og jeg elsker at udforske byer og lande, når jeg er på rejse. Men farligt bliver det sjældent. Men når man læser Jules Vernes romaner eller beretningerne fra de danske Grønlands-ekspeditioner i starten af det 20. århundrede, følger med i Thor Heyerdahls Kontiki-flåde eller ser dokumentarfilmene om Apollo 11, er det som at være på farefuld mission selv – uden at skulle bekymre sig om forfrysninger i fødderne, hajer i farvandet eller angsten for det tomme rum.
Der er dato ved kl. 3 og en ekstra tidszone ved kl. 9, og så kan man til enhver tid aflæse, hvad klokken er over hele Jorden på de to roterende glober (nordlige halvkugle øverst, sydlige nederst). Dér skal jeg godt nok have mine læsebriller frem…
Og hvad har alt det så med et ur at gøre? Jo, Montblanc har med deres 1858-kollektion forsøgt at indkapsle hele den rejselystne tidsånd fra starten af det 20. århundrede, og i serien Geosphere lykkes det i mine øjne til perfektion med en håndfuld bjergbestigerinspirerede modeller. Da Geosphere blev lanceret i 2018, var det kærlighed ved første blik, men den var et stykke uden for mit budget. Men så, her i starten af december stødte jeg på et fantastisk tilbud på den første limited edition i bronzekasse, som jeg ikke kunne afslå – og så havde jeg en julegave til mig selv!
Den højeste bjergtop på hver af de syv kontinenter er markeret med en lille rød prik. På bagkassen står navnene.
De fleste kender nok primært Montblanc som ‘dem med fyldepenne, notesbøger og tasker’, og dét er de sandelig også gode til, men i 2006 fik Montblanc lov at overtage det hæderkronede urmærke Minerva i Villeret i Schweiz. Det lod sig gøre, fordi Montblanc er en del af den store Richemont Group, der på det tidspunkt havde opkøbt Minerva, og så var vejen banet for en række high end-ure i Montblancs navn. I dag har man en stribe forskellige kollektioner i sortimentet, men jeg er særlig begejstret for 1858-kollektionen, der viser tilbage til det år, hvor Minerva blev Grundlagt. Heri rendyrker de retrostilen med inspiration fra 1920erne og 1930erne og trækker på konkrete modeller, der blev udviklet til brug af bl.a. militæret og opdagelsesrejsende.
Bronzekassen måler 42 mm i diameter og højden på uret er 12,8 mm. Montblanc 1858 Geosphere Limited Edition (1858 stk.) (ref.119347).
Bagsiden er udsmykket med bjerget Mont Blancs relief, et par isøkser samt navnene på de højeste tinder på de syv kontinenter.
Jeg er virkelig glad for min Geosphere, der bringer en GMT og worldtimer ind i min beskedne samling. Det er et cool ur, der nok er sporty inspireret, men gør sig rigtig fint som dress-ur – dels fordi kombinationen af bronze og sort er ret elegant, dels fordi der er en hel lille historie at fortælle, hvis du har det på til et selskab.
Mmmm … katedralvisere!
Skal jeg sige noget kritisk (og det falder mig lidt svært!), så er det, at man kan høre værket lidt for tydeligt. Altså, det er jo en del af charmen ved mekaniske ure, at man kan høre en svag tikken, men på det her Selitta-baserede værk (MB 29.25) er lyden af især rotoren liiidt for tydelig. Det siges, at man hos Mercedes arbejder ekstremt fokuseret på at udvikle den rette lyd til når man lukker bildørene – og måske Montblanc-folkene kunne tage lidt ved lære af deres sydtyske kolleger, for rotoren ‘skramler’ lidt og kunne måske have godt af lidt bedre ‘lyddesign’. Men ok, her er vi i småtingsafdelingen, og det ødelægger ikke min begejstring for uret, som har slået min Seiko af pinden som favorit i øjeblikket. (Og hov, dén historie har jeg slet ikke fået skrevet endnu – men den følger snarest!).
Montblanc Geosphere fås også i et par andre cool modeller – se mere her.
[…] meget alsidigt ur, så jeg har gået med det uafbrudt (altså lige indtil jeg faldt i og købte mit Montblanc …). Med vandtæthed til 200 meter, klarer det sagtens en svømmetur – men det har jeg […]