Bucherer – farverige nyheder og besøg i deres nye afdeling for vintage-ure
12. del af reportagen fra Geneva Watch Days.
Den sidste dag i Geneve tilbragte jeg bl.a. i selskab med Carl F. Bucherers PR-chef, Gitte Hammerstrøm, der trods det skandinavisk klingende navn er pæreschweizisk. Hun viste mig nyhederne fra Carl F. Bucherer i Bucherers store 4-etagers butik i Geneve. Med udsigt over søen har de normalt en hel etage viet til deres nye CPO – Certified Pre Owned – altså vintage-ure, men i dagens anledning havde de rykket rundt for at give plads til de nye modeller.
Der var mange fine ure imellem, især den nye Scubatec (øverst), de fire farverige Patravi Traveltec (herunder) og den nye Manero flyback chronograph (længere nede), men sandt at sige var jeg der lige så meget for at se deres CPO-afdeling.
Patravi TravelTec Color Edition Four Seasons.
Manero Flyback Chronograph.
Bucherers CPO er nemlig et typisk udtryk for, hvordan vintagemarkedet er eksploderet de sidste par år. Alle vil have del i det, fordi det er big business, og blot ser ud til at blive bigger. Familiefirmaet Bucherer er i forvejen Europas største forhandler af nye eksklusive ure, og med CPO på vej ud i deres butikker, kan de også få en god del af vintagemarkedet.
Bucherer har indrettet et Gallery viet til CPO i en del af deres europæiske butikker – desværre ikke endnu i den københavnske afdeling.
Nu oplevede jeg som nævnt Bucherers Galley-koncept i uvant form, men det er tydeligt, at det er både gennemtænkt og gennemført. Det er lidt som en luksushotelsuite med lækre møbler og en lille bar, hvor man kan mødes om urrelaterede emner – eller blot kigge ind for at se på eller købe fra sortimentet af vintageure.
Priserne starter typisk ved ca. 1.000 euro, og i lejet 2-3.000 euro er der rigtig mange muligheder fra mærker som Longines, Breitling, TAG Heuer, Cartier og Omega.
Du kan se mere og købe direkte her.