MB&F’s mærkelige maskiner

MB&F’s mærkelige maskiner

17. september 2020 Slået fra Af Kåre

10. del af reportagen fra Geneva Watch Days.

Forholdet mellem en mand og hans ur er nogenlunde som det mellem en mand og hans hund. Det mener Max Buser og hans venner i hvert fald. De står bag mærket MB&F (Maximillian Büsser and friends), og deres nyeste luksusur er derfor udformet som en bulldog.

Eller ur og ur, de kalder det faktisk selv for en ‘horologisk maskine’, og det matcher meget godt den tredimensionelle skulptur af en tidsmåler, jeg fik lov at prøve i Geneve. Det ser ud, som om de har det sjovt i gruppen af venner, når de designer og fremstiller deres tidsmaskiner, for den her bulldog kan da kun få smilet frem. Prisskiltet kan måske nok få mundvigene til at bæve lidt igen.

MB&F er ikke nogen helt almindelig urproducent. “It’s All about the friends”, forklarer den kommunikationsansvarlige Charris Yadigaroglou, da jeg møder ham på Hotel Beau Rivage under Geneva Watch Days. Og sandt nok, uden deres venner – samarbejdspartnere – ingen produkter. For MB&F producerer faktisk ikke enoget selv, de udtænker, designer, konceptualiserer – og så allierer de sig med partnere, der kan føre produkterne ud i livet. En af de mest trofaste af dem er schweiziske L’Epee, der er eksperter i at fremstille de finurlige maskiner.

“Samarbejder gør stærkere. Vi er meget transparente i forhold til hvem vi samarbejder med og får til at producere vores ting. Vores længste samarbejde er med L’Epee, som udformer mange af vores ideer. Vi får royalties, men det er i princippet deres produkt”, siger Charris.

En af deres nyeste kreationer er ovenstående Tripod, hvor man bogstaveligt talt skal kigge i krystalkuglen for at aflæse tiden (de tre små glaskugler). Det er skægt og skørt på samme tid, og bestemt ikke særligt anvendeligt. Men hvis ma er til maskiner og mekanik og et lidt sci-fi-agtigt udtryk, så er det en fest at have stående på sit skrivebord!

“Vi er et ungt mærke, og da vi havde lavet armbåndsure i nogle år, ønskede vi at se, hvad vi kunne gøre med et bordur. Her er vi ikke begrænset af vandtæthed og de fysiske dimensioner af et armbåndsur. Det gør faktisk også priserne lavere, så her starter produkterne ved 10.000 CHF. Tripod har 8 dages gangreserve, det er typisk for bordure, for så skal man kun trække det op én gang om ugen – hvis det var oftere ville man nemt komme til at glemme, hvilken dag det var”.