Sådan byggede jeg mit eget ur – med lidt hjælp fra urmager Christian Lass
Hvad kræver det egentligt at bygge et mekanisk ur? Well, i virkeligheden ikke alverden, viste det sig, da jeg deltog i et af Christian Lass’ populære kurser i oktober måned. Christian Lass har en fortid som urmager på Patek Philippes berømte museum i Geneve i Schweiz. Gennem en periode på 10 år havde han ansvaret for de gamle ures ve og vel, så det er en mand, der forstår sig på urværker af alle slags. I dag har han åbnet eget urmageri på Fyn og afholder kurser og foredrag om urmageri.
Da jeg mødte op til hans ‘Byg dit eget armbåndsur’-kursus sammen med 11 andre forventningsfulde mænd (!), var der dog tale om et spritnyt og – i hvert fald for en urmager af hans kaliber – uhyre enkelt værk, nemlig et kinesisk ST3600, der er en tro kopi af det legendariske ETA 6497 (hvor patentet altså for længst er udløbet). ETA-værket er kendt for sin robusthed og pålidelighed og har gennem årene været anvendt i en række luksusmærker som bl.a. Panerai og IWC – der dog typisk selv har modereret og udsmykket dem.
Til kurset sad vi i en hestesko og kunne se Christian tegne og fortælle ved sin overhead, mens vi forsøgte at følge med. Vi havde hver især fået udstukket en kasse med alle delene til vores ur, der er et klassisk no name pilotur med sekund subdial ved kl. 9. Dertil kom en lup, et par skruetrækkere og andet urmagerværktøj. Vi begyndte med at sætte fjederhus og tandhjul på urkassen, og derefter fulgte en lidt vanskelig omgang med at få balancehjulet sat i hak. Det viste sig hurtigt, at det dér med at arbejde med en lup for øjet kræver lidt tilvænning, for det er faktisk ikke helt nemt at koordinere sine bevægelser. Og så skal du ikke møde op med tømmermænd, for du får brug for en steady hand!
I løbet af små tre timer (med indlagt pause), byggede vi langsomt også skive, visere, krone og glas på. Til sidst fik vi allesammen testet vores ure på en timegraph (der tester præcisionen). Resultatet for mit ur var ca. 5 sekunder/dag, hvilket jo er rigtig fint for et ur i denne liga – og absolut bestået for mig som amatør-urbygger 🙂
Kurset inklusiv det færdige ur koster 1.919 kr., hvilket i mine øjne er lidt af et scoop. Dels bliver du klogere på urmageriet, dels får du hele Christian Lass’ egen historie og anekdoter fra tiden hos Patek Philippe – og dels får du et rigtig fint ur med hjem. Personligt kan jeg kun sige, at det får lige så meget armtid som mine væsentligt dyrere schweizer-ure. Og når jeg er ude, er det altid et hit at vise det frem og sige: Det her har jeg selv bygget!.
Hvis du selv har lyst til at bygge et ur, kan du kan se mere og tilmelde dig et kursus på Christian Lass’ Facebook-side.
Hej… jeg er begynder fra nul , vil meget gerne have er kursus der har med urmager at gør… findes der kurser ind for urmager faget eller har i kun den kursus der hedder byg dit eget ur ? Håber på at høre fra jer … mvh
Hej Saif, det er ikke mig, der udbyder kurserne, jeg har blot prøvet det. Du skal have fat i Christian Lass: https://christianlass.dk/urkursus/
Alternativt kan du forhøre dig hos Den Danske Urmagerskole: https://www.facebook.com/urmagerskolen
Håber du finder det, du søger!
Hej Kåre, jeg har også været på det kursus. Gad vid eom vi var der samtidig? Det var en fed oplevelse og jeg kigger ofte på mit “eget” ur. Bruger det dog ike så meget, men synes det er fantastisk at have i samlingen. Jeg er mest til mikro-brands. Kvalificerer det til at lege med i Red Bar Cph.?
Hej Peter, det er et godt spørgsmål, den gode Christian Lass har efterhånden afholdt mange af dem, og jeg er helt enig, det var en fed oplevelse. Redbar er som udgangspunkt et mødested for alle urinteresserede, uaset om man er til mikrobrands eller store brands – og hvis du vil vide mere, er det bedste at skrive direkte til de to danske repræsentanter Jasper og Michael på redbarcopenhagen@gmail.com. Så kan det være vi ses der en dag!